Thassos

Lidt om Thassos

Med afgang fra Kastrup lufthavn kl. 06.30 var det tidligt af sted fra det jyske, derfra med fly til Kavala på fastlandet - 15 minutters buskørsel til færgen i Keramoti, hvor vi havde en lille times ventetid, men så blev der tid til både at strække benene og få en iskaffe.
Sejlturen  til Thassos by tager en lille times tid, og det var med at komme ombord og finde sig en plads i skyggen her i august måned.
Vi rejste med Spies og havde valgt at bo i Limenaria, med Ving kan man vælge mellem Thassos by og Limenaria.

Derefter havde vi ca. 45 minutters buskørsel til Limenaria ned langs vestkysten, men vi var ved at være lidt trætte, så vi fik ikke set så meget.
Vi synes, at det er en lang tur for familier med mindre børn, men vi fortrød nu ikke på et eneste tidspunkt, og vil gerne gøre turen om.
Thassos er ikke så stor - 100 km rundt - så bil i mange dage er ikke nødvendig, en god scooter kan gøre det.
Panagia som ligger mod nordøst er en flot bjergby - dog skal man være forberedt på, at der er mange turister, men trods det, har den en god stemning og ligger smukt.
Køreturen  langs østkysten  er meget flot, og her er en masse dejlige strande.
 

 Flere billeder fra Thassos

Klosteret Archangèlou Michaïl havde vi læst skulle være så smukt, men desværre fik man kun tilladelse til at gå rundt meget få steder, og selve kirken var der lukket til.

Med vores scooter kørte vi op til de små bjergbyer, vores favorit blev dog Maries, her er meget lokalt og på den lille kafenion, som ligger over den stejle gade, kan man sidde og følge med i, hvornår bager og fiskebilen kommer til byen.
De små grusveje, der går videre ind over øen, er farbare på scooter.

Hver mandag afholdes der et kæmpe marked i Neos Prinos, og her kan købes ALT, så Jette fik nye bukser.

Limenaria synes vi er en rar lille by, hvor der findes en masse taverner, musikbarer, souvenirbutikker osv.

Prisniveauet er rimeligt, vores favoritsteder blev Il Mare på strandpromenaden, ikke noget at klage over her.
Der er en dejlig strandpromenade og en lille havn, her kan man spadsere sig en tur eller sætte sig og nyde lidt frokost eller en drink og betragte alle de forbi passerende.

I hovedgaden er der et lille sted Koytzabakia, som ikke ser ud af meget udefra, men der findes en lille gårdhave, og her kan man spise meget billigt eller snak med værten Nikos, så henter han lige en kæmpe kalvekotelet hos slagteren - her var der levende musik hver aften.
De antikke udgravninger som er i selve Thassos by, besøgte vi ikke, det var meget varmt, så vi har noget til gode til en anden gang.
I stedet kørte vi mindre ture i bjergene eller ud til nogle af de dejlige og børnevenlige strande.


Spies, Anna Hotel 1. vær. lejlighed, kan ikke anbefales (det viste sig, at Spies kun havde 3 kælderlejligheder samt en på 1. og 2. sal til rådighed, og jeg har lidt svært ved at se, hvorledes man kan sælge en balkon i kælderen.  



FORSIDE